Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baby. Vis alle opslag

tirsdag den 11. december 2012

Kanintrøje

Til min lille dreng strikkede jeg i efteråret denne trøje:


Mønstret er fra Les bébés de la Droguerie og ja, kaninen kom til at sidde lige vel langt oppe på maven! Garnet er fra Sommerfuglen.

Det var en udfordring at strikke gobelinstrik, der var mange tråde at holde styr på, men det var ret sjovt!


Og i betragtning af at det er første gang, jeg har forsøgt mig med det, synes jeg selv at det gik nogenlunde. Den største ulempe er, at der er et utal af ender, som skal hæftes bagefter og eftersom trøjen skal vaskes hver gang, han har haft den på, skal de hæftes ret grundigt...

tirsdag den 13. november 2012

Babykjole

Nu hvor jeg jo ikke har en lille pige, men en lille dreng, er det sjældent, at jeg får lejlighed til at give den gas med flæser og sløjfer og lyserøde ting generelt. Men nu har en veninde fået en lille pige, og til hende har jeg syet denne lille kjole:




 Udgangspunktet er et gammelt Burda mønster, hvor jeg har lavet nederdelen og ærmerne om. Stoffet er babyfløjl fra Stof2000.

Jeg synes den er meget fin. Og så kan man jo drømme om selv at få en pige en gang. :)

søndag den 26. august 2012

Babysko i læder

For nylig skrev Mette ovre på Farmorfabrikken om et mislykket eksperiment. Og kunne jeg nikke genkendende til det?! Åh jo! I den forskningsverden, jeg befinder mig i udenfor blogland og babyland er der et fænomen, vi kalder "publication bias" - nemlig, at man (selvfølgelig ikke mig, vel) kun udgiver de resultater, som har vist noget nyt og spændende og ikke alle de forsøg man lavede, hvor det hele mislykkedes eller man bare ikke fandt på noget nyt.

Sådan tænker jeg, at det nok også er i blogland. Modebloggere blogger nok lidt mindre om deres dage i joggingbukser og fedtet hår, 2100 Spelt mødre blogger  nok mindre om deres ture på McD med møgungerne og vi kreabloggere fortæller nok ikke så meget om alle de mislykkede strikkeprøver, syprojekter, der ikke lykkes osv. Og det er jo også fint nok - i blogland er der heldigvis ikke krav om publikation af negative fund, men nogle gange kan man komme til at føle sig ualmindeligt grim, utjekket og tumpet med en symaskine, hvis alle andre er så perfekte.

Det var en lang indledning. Og alt det for at fortælle om de otte mislykkede prototypesko jeg har lavet over de sidste to uger. Barnet er nemlig startet i vuggestue, og der skal han have sko på når de skal på legepladsen. Også selvom han ikke kan gå. Og selvom han bruger størrelse 17 i sko. Anyway, jeg tænkte, at det kunne da ikke være så svært at sy et par futter i læder - vel? Jeg har jo tidligere strikket og syet sko i stof. Jeg investerede så i nogle læderrester hos Jarlen på Nørrebrogade (kan anbefales), men tænkte 1) De skal være helt perfekte, de her lædersko så 2) jeg syr lige en prøvemodel.


Det gjorde jeg så otte gange, og den ene var mere mislykket end den anden og jeg var ved at EKSPLODERE over det. Og lige ved at opgive. Men så ville alt arbejdet jo være spildt. Og til sidst lykkedes det:


Der er ikke det der ligner pynt eller fangsy detaljer - jeg var ærligt talt temmelig træt af projektet.

Jeg håber, alle har haft en dejlig weekend - her har det stået på hussafari (vi vil gerne flytte), lidt strik - endnu en udfordring - gobelinstrik), lange gåture og en løbetur i morges. Herligt! :)

torsdag den 8. marts 2012

Smukt, smukt stof...

Jeg har modtaget en pakke med det smukkeste patchwork stof i dag.


Nu er jeg så ved at klippe 325 sekskanter ud til et barnevognstæppe til barnet - jeg tør slet ikke begynde at regne ud hvor mange håndsyede sømme jeg skal lave inden det er færdigt! Godt, at jeg har én måned tilbage på barsel og to andre uafsluttede projekter! :)

Stoffet er købt på cottonpatch.co.uk. Det hele er Liberty stof farvesat af Kaffe Fassett.

søndag den 12. februar 2012

Patchwork bold

Jeg overvejer at gå i gang med et større patchworkprojekt, og som test for om jeg overhovedet gad lave håndsyet patchwork har jeg lavet en lille bold til barnet.

Jeg har brugt div. stofrester og noget "rigtigt" patchworkstof, min mor har haft med til mig fra Canada. Jeg har også syet bånd med forskellige teksturer (grundigt!!) fast, så barnet har noget at holde i og bide i.


Den blev straks taget i brug. Og er nu allerede savlet så meget til, at jeg er glad for, at jeg fyldte den med vaskbart bamsevat og ikke kom nogen klokke i.

Jeg fandt femkanterne på nettet og klippede de 12 felter ud af bagsiden af et dameblad i mangel af rigtigt karton og det fungerede, men var rigeligt glat.

Det tog kun en enkelt aften at lave, så det var til at overskue. Nu må vi se, om det bliver til noget med det større projekt.

søndag den 5. februar 2012

Dåbskage

I dag blev barnet døbt, og det krævede selvfølgelig en kage. Hårdt presset af forlovede gik jeg med til, at det skulle være noget lidt mere enkelt og at jeg ikke skulle bruge flere dage på det. Og jeg troede også selv på det.
Lige indtil jeg havde brugt det meste af en dag på at modellere snemænd, en halv dag på at lave selve kagen og så en halv dag på at klaske det hele sammen og pynte med frosting. Jeg bliver tilsyneladende ved med at glemme, at baby kræver temmeligt meget opmærksomhed, så der er ikke 12 timer til selvvalgte aktiviteter i løbet af en dag.
Der er måske 3 x ½ time.

Men det blev en god kage og mere vigtigt, en dejlig dag med masser af skønne mennesker i vores lille lejlighed og fantastiske gaver til den lille mand.


 En lille ekstra dåbskage til min veninde, som er sengeliggende og derfor ikke kunne komme. Den lille and fik jeg inspiration til her
Man kan skimte et blåt skærebræt fra Ikea, som jeg klippede ud i størrelse efter den lille kage så vi kunne skære den først.
Kakaobunde med hindbærmousse og frosting a la red velvet. Jeg har tilføjet noget citronsaft til frostingen, som er ekstremt sød. Vanille + citron + cream cheese = smagen af koldskål. Ikke dårligt, skal jeg hilse at sige! Og så lavede jeg hindbærmoussen lidt mindre sød end jeg plejer, så det kom til at passe fint. Og snemændene var et stort hit hos ungerne! :)

Der var kage nok til 23 voksne og 2 børn.

mandag den 16. januar 2012

Travlhed

Der kommer ikke så mange blogindlæg for tiden, hvilket skyldes at jeg ikke har så meget tid til det kreative lige nu.

Der er en ung mand, som kræver en del opmærksomhed, fordi det med at sove om dagen bare ikke er så fedt længere.
Barnet har spist sin første kvarte banan. Begejstringen for skeen var til at overse, men mosen var et hit!
Når barnet trods alt sover en halv time skynder jeg mig herhen, for jeg skal indsende et abstract (et resumé af min forskning, så jeg forhåbentlig bliver udvalgt til at holde et foredrag) til en konference om alt for kort tid og jeg har tilsyneladende ammet min hjerne og min koncentrationsevne væk. Det gør det ret svært at skrive noget klogt...

(Ja, her roder!)
Men trods alt er det blevet til et par små vanter, som passer til de nyeste babysko og en djævlehue, jeg har strikket. Han er meget glad for at gnave i de små blomster, hvilket resulterer i, at vanterne er gennemblødte, og så kan man vist diskutere hvor meget de varmer??





onsdag den 26. oktober 2011

Tid til en suttesnor?!

I aftes skete det her:
En kommende ønolog??
Barnet spyttede sin sut ud og den landede i faderens hvidvin. Det er vist tid til at lave en suttesnor.

lørdag den 15. oktober 2011

Smuk lørdag i Dyrehaven


I dag har vi gået tur i Dyrehaven (sammen med RIGTIG mange andre!) med en nogenlunde sovende baby. Det var det mest fantastiske vejr og der var frit udsyn til hundredevis af kronhjorte. Køreposen viste igen sit værd - barnet var bare iklædt body og bukser og var fint varm på hele turen.

Nu er fantastiske forlovede ved at lave lammegryde og babyen sover. Perfekt lørdag.

torsdag den 13. oktober 2011

Hverdag med en baby

Det er lidt hårdt at have en 3 ugers baby, som ikke har nogen fornemmelse af nat og dag og som kan skrige pudset ned fra væggen. Selvom han er mæt, ren, ikke har ondt og får masser af omsorg. Han er bare gnaven. Nogle nætter (som i nat) sover jeg meget, meget lidt og hvis barnet så heller ikke vil sove om formiddagen, bliver det ret uoverskueligt.

Derfor er det dejligt når kæresten kommer hjem fra arbejde og kan tage lidt over. Og når han så oven i købet har sådan en smuk buket med til sin uligevægtige og hudløse kæreste, ja, så er verden pludselig mere venlig igen.


I går var tingene bedre, og jeg var ude for at købe tråd til overlockeren.

I sybutikken faldt jeg over disse mini-garnnøgler i uld. De må være perfekte til små hæklede projekter! Jeg har tidligere set dem tilsvarende i Panduro, men de var lavet af akryl, og det er jeg ikke så vild med. 

søndag den 25. september 2011

Stilhed på bloggen...

Her er årsagen til, at der har været meget stille på bloggen de sidste par dage:
4 dage gammel og meget træt...
Ud over amning, bleskift og forsøg på at sove har vi haft en masse besøg, og alle har haft så fine gaver med.

Barents moster i Canada kunne desværre ikke være her - forståeligt nok - men havde sørget for at han allerede fra starten af bliver opdraget med verdenslitteratur. At hans mor ikke en gang kunne læse kortet fra hende uden at begynde at græde skyldes selvfølgelig hormoner, ikke? Ahem... Barnets moster fra Bruxelles har været her og havde sørget for, at han ikke skal opdrages med underlødigt tv og hans mor glæder sig i hvert fald MEGET til at gense Vinden i Piletræerne.
Cashmere babysvøb i lace knitting
Det her helt ubeskriveligt lækre svøb ville jeg meget gerne selv tage æren for, men det er nu barnets mormor, som har strikket det. Det er lavet i det mest fantastisk lækre (og kostbare) cashmere garn og strikket i lace knitting. Min mor har brugt mere end et halvt år på at strikke det, og hun er ellers en mere end habil strikker. Så det er måske meget godt, at jeg ikke selv har kastet mig over dét - jeg ville formentlig blive  færdig med det i tide til barnets barnebarn blev født...

Elefantmås
I den mere beskedne ende er jeg i gang med at hækle en lidt større elefant, som barnet kan kigge på / tygge i når han bliver lidt større. Jeg kan hækle lidt mens jeg ammer (thank god for den lånte ammepude), men produktionshastigheden er faldet markant siden vi gik fra to til tre.

Mine forældre var i Torvehallerne og købte cup cakes til os fra Agnes Cup Cakes
Der er altså noget at aspirere efter, når det der amning og manglende søvn bliver lidt bedre. (Jeg kan især anbefale den hvide nederst i billedet; det er chokolade med hvid chokolade frosting med kokos - MUMS!)

Jeg håber, I hænger på selvom der kommer lidt længere mellem indlæggene og urimeligt mange af dem formentlig kommer til at handle om det lille væsen. Men han er altså helt objektivt set også helt utroligt sød! :)

torsdag den 22. september 2011

Den mest fantastiske baby i hele verden

Så kom vores lille guldklump til verden og han er naturligvis den sødeste baby der nogensinde er født.
Og krea-wise viste det sig, at en djævlehue, jeg har strikket (ikke den jeg har blogget om før) er for kort - han ligner en hipster fra Vesterbro, hvilket bestemt ikke er tilsigtet! ;-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...