Viser opslag med etiketten Voksentøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Voksentøj. Vis alle opslag

mandag den 26. august 2013

Sandnes sømandstrøje

Så blev jeg endelig færdig med trøjen til min mand.



Og hold nu OP, hvor har det været et stort arbejde! Jeg fandt kvitteringen på garnet. Det er købt 11. januar. Jeg har også snydt og lavet flere overspringsprojekter (såsom at købe et hus...), men der er lagt rigtig, rigtig mange timers arbejde i den trøje. 


Og selvfølgelig blev det enormt bøvlet at sætte lynlåsen i. Dels fordi trøjen strakte sig, dels fordi jeg ikke tænkte mig om og derfor overlockede kanterne sammen efter jeg satte lynlåsen i. Uden at tjekke, at de to halvdele passede sammen. Det gjorde de IKKE. Så fik trøjen lov at ligge i en uge før jeg orkede at gøre det om, og derfor er der sat kantebånd på for at dække over mine synder.



Én gang pirat, altid pirat! :) Fremfor at gå i gang med gobelinstrik har jeg broderet dødningehovedet på ærmet bagefter; det var ret nemt. Billede fundet her. 

Jeg er rigtig godt tilfreds med det endelige resultat, men det er sidste gang, jeg strikker en mandetrøje på pind 2½-3. Og sidste gang i meget lang tid, at jeg strikker boblemønster. Undtagen måske en matchende trøje til barnet? Det kunne jo være ret sødt. Og det må vel gå hurtigere... Oh well, så mange projekter og ikke nok tid! 

Mønster: Sandnes; garn: Sandned mini alpakka. Lynlås og kantebånd: Stof2000.

torsdag den 4. juli 2013

Et LANGVARIGT projekt

En gang for længe, længe siden lovede jeg min mand, at jeg ville strikke en trøje til ham.

Han ville gerne have en sømandstrøje. Sådan en med bobler. Og i ikke alt for tykt garn.

Jeg fandt et mønster fra Sandnes, vi købte garn og jeg gik i gang med at strikke. Og så har jeg strikket lige siden. 


Trøjen er jo rigtig fed og garnet er lækkert, men der søren jens'me mange masker rundt i sådan en trøje.


Men! Selv mandetrøjer har en ende, og nu er jeg næsten færdig med ærme nr 1. Så mangler der bare endnu et ærme og en krave.

Et godt råd: Lad være med at strikke en mandetrøje i str L på pind 2½-3 og med boblemønster med mindre du har virkelig god tid og er mere zen end jeg! :)

mandag den 18. marts 2013

Checkerboard lace scarf

For nyligt er jeg omsider blevet færdig med det tørklæde, jeg startede på sidste år.



Opskriften er her på Purl Bees hjemmeside.

Jeg synes det er blevet rigtig fint, men i den her tilsyneladende uendelige polarvinter er det ikke rigtig stort nok selvom det er 180 cm langt. Jeg vil strikke en kant på, som jeg også havde planlagt, men lige nu er jeg i gang med en trøje til min mand. På pind 2.5 og 3. Det tager for evigt...

søndag den 3. marts 2013

Se min kjole...

Der sker en masse udenom hjørnet lige nu, men det betyder ikke, at jeg ikke laver noget - det finder bare ikke rigtig vej til bloggen.

Jeg bliver mere og mere forelsket i min overlocker! Det går lynende hurtigt og gør mig i stand til at sy i jersey og lignende. Min Babylock kan desværre ikke lave oplægningssømme, men det kan min almindelige symaskine, når bare den bliver forkælet med en tvillingenål. Armen altså, så er der jo ikke et øje tørt!

Jeg har for nyligt syet en ny kjole, mønsteret er et modificeret Burdamønster.



Stribet jersey fra Stof2000, trykknapper Pfaff, City Sycenter.







Jeg har ikke prøvet at lave en stolpebelægning før, men i denne gamle kending var det pædagogisk forklaret med billeder og det hele, og så var det ikke så svært, når det kom til stykket.

Dejligt med den slags opslagsværker og sjovt at prøve noget nyt!





onsdag den 9. januar 2013

Pulsvarmere

HOV?! Hvor blev december af?? Og hvad blev der af 2012?? Det sidste halve år har været ualmindeligt hæsblæsende især på arbejdsfronten og i kombination med en mand, som er lige så fortravlet og en ustyrligt aktiv og sjov lille gut, ja så var det (primært) bloggen, der blev forsømt.

Nu truer de med permafrost fra og med i morgen, så jeg har skyndt mig at strikke et par håndledsvarmere - på mit kontor er isoleringen af vinduerne så dårlig, at gardinerne (hvis vi havde nogen) blafrer...


Garnet er noget af det cashmere/uld, jeg købte hos Rasmilla sidste år Iigen - hvordan kan det næsten være et HELT ÅR SIDEN?) og som jeg ikke har fået brugt så meget af endnu og opskriften er fra Drops.

De varmer noget så dejligt... Så er det lidt mere ok, at dagene længes og frosten strenges. :)

torsdag den 22. november 2012

Varm og vamset sweater

Jeg er til fals for tilbud og købetrangen melder sig uvægerligt ved "2-for-1s-pris" osv. Så da jeg  gik forbi Rasmillas butik og så en kurv med lækker merinould for 20 kr pr nøgle, måtte jeg naturligvis slå til!

Jeg ledte længe efter en egnet opskrift til den tykkelse garn, men det lykkedes ikke at finde det, jeg gerne ville have, så jeg lavede en strikkeprøve og gik så ellers i gang med at måle på en trøje, jeg havde i forvejen og gange op osv. Så her kan jeg stolt præsentere min første hjemmedesignede trøje! :)


 Strikket på Knitpro rundpind nr 5. Den er dejligt varm og rar og kradser overhovedet ikke. Og så er garnet superwash behandlet, så det kan komme i vaskemaskinen ved 30 grader på almindelig vask - genialt! :)


Jeg synes selv, det blev så pænt, at raglanlukningen og snoningsdelen på ærmet kom til at mødes foroven - det var naturligvis planlagt, ahem... 

Nu er jeg i gang med noget af det kedeligste: at strikke et par sokker til min mand. Det kan være, at jeg bare skal købe et par og lade som om jeg har strikket dem selv...

onsdag den 22. august 2012

Trøje

Trøjen, jeg tidligere har blogget om, er endelig færdig.



Jeg er meget tilfreds med resultatet, men glæder mig allerede til at gå i gang med noget nyt! :)

torsdag den 2. august 2012

Det er så yndigt at følges ad...

Så var det i lørdags, at min forlovede blev til min ægtemand. Det var lige præcis så romantisk, sjovt og helt og aldeles fantastisk, som jeg havde håbet på.

Dette indlæg handler primært om min brudekjole, som jeg har syet selv. I den kommende tid kommer der et par indlæg med bryllupskagen o.a.


Og min hjemmelavede brudebuket. Dét er godt nok en underlig tradition - hold nu da op, hvor er det besværligt at rende rundt med sådan en dusk, når der skal spises kage, holdes baby, kysses brudgom osv. Vil anbefale helt at droppe den. Nu hænger den så til tørre, og er da meget fin.


På skuldrene er fæstnet to "slæb", som gjorde sig godt i vestenvinden! :)


Mere af slæbet


Mine skønne Stuart Weitzmann sko, indkøbt i USA. Jeg dansede hele natten og havde ikke ondt i fødderne. Til gengæld var sålen slidt op og der var huller i det sarte blondestof på kjolen. Jeg dansede simpelthen min brudekjole itu. Nu får jeg den renset og hænger den ind i skabet. Så kan jeg fortælle mine børn, at deres kedelige mor dansede sin brudekjole i stykker og sled et par sko op! :)


Jeg havde lavet nogle små roser af lidt af restene af mit silkesatin, som jeg satte på hårnåle og stak i frisuren. Det kunne lige dække over de mindre perfekte dele - jeg havde ikke lige så god tid til at sætte hår, fem minutter i kirketid! 

Silkefoer, silkesatin, silkechiffon og blondestof. Købt i ITA Textiles på tordenskjoldsgade i København, som virkelig, virkelig kan anbefales - en fantastisk stofforretning med ALT, hvad hjertet begærer. Og der er 15% rabat, hvis man køber for over 3000 kr. Det gjorde jeg.

Mønstret er fra Burda, nr. 7404-v. Jeg har gjort mig følgende erfaringer, som måske kan bruges af andre brude in spe:

1. Lav kjolen et par cm kortere. Så var stoffet muligvis stadig intakt. Ahem.
2. Sy en prøvemodel i bomuld. Jeg har faktisk efterfølgende syet en sommerkjole efter samme mønster, og det havde nok været hensigtsmæssigt at gøre det i omvendt rækkefølge! :)
3. Ri-ri-ri. Silkesatin og silkechiffon er noget træls noget at sy i, for det glider enten for meget eller for lidt. 
4. Køb nye nåle til symaskinen. Jeg købte nogle Microtex nåle og brugte udelukkende tykkelse 60 og skiftede dem hyppigt ud. De er meget tynde og meget skarpe, ellers risikerer man at ødelægge stoffet. 
4. Overvej at købe en teflon trykfod.
5. Send symaskinen til service du går i gang. Det er ikke lige dér, at den skal bryde sammen.

Og ih, hvor er det ærgerligt, at man ikke skal giftes (med den samme, fantastiske mand) igen. Det var den sjoveste fest i mit liv og en af de allerbedste dage. 

fredag den 25. maj 2012

Hjemme igen

Så er vi tilbage fra vores USA eventyr. Det omfattede 5000 km i en autocamper gennem ni stater, fem nationalparker, utallige bleer, fantastiske vandreture og helt uforglemmelige oplevelser.

Og alle jer, der får kreaabstinenser på flyture kan jeg glæde med, at jeg har haft min Addi Turbo metalrundpind, 25 cm Knitpro træ-jumperpinde, strømpepinde og en plasticrundpind med i carry on uden problemer.

Hvorfor jeg havde alt det skrammel med ombord sammen med baby? Optimisme. Og fordi barnet er en sand globetrotter, opførte han sig eksemplarisk og jeg kunne strikke. Både i flyet og her i Las Vegas (det satte sine begrænsninger på kasinobesøgene, at vi havde barn med!!)

Trøjen skrider fint fremad, nu er jeg snart fremme ved ærmegabene!

Nu hvor vi er hjemme igen, begynder mit arbejde selvfølgelig igen. Og jeg har rigtigt travlt, så hvis jeg overhovedet skal nå at lave noget, bliver jeg nødt til at blogge mindre (eller slet ikke?) om det. Så frekvensen af indlæg stiger ikke lige foreløbig. Jeg håber, der er nogen der hænger på, ellers er det jo ikke så meget ved at blogge! :)

mandag den 14. maj 2012

Larmende tavshed!

Okay, så nej, jeg er ikke død eller forsvundet fra jordens overflade. Jeg er på roadtrip i USA med mand og baby. Og det er fantastisk, skal jeg lige hilse at sige!

Undervejs har jeg været i en strikkebutik og en patchwork forretning - jep, fantastiske forlovede kørte en omvej på omkring 75 km, så jeg blev *nødt* til at købe en masse! :)

Der er så som så med det kreative, men når vi kører strikker jeg på denne trøje:

En model fra In Light and Shade af Kim Hargreaves, som designer for Rowan. Jeg valgte noget lidt billigere bomuldsgarn fra Wilfert end det Rowangarn, modellen er strikket i.

Jeg har bl.a. købt nogle nye strikkepinde. Dels et KnitPro wire sæt, som jeg glæder mig til at prøve, og så nogle Addi Turbo rundpinde, som jeg strikker denne trøje med (jeg strikker for- og bagstykke sammen på rundpinde). Og Addi pindene kan anbefales! De er ikke særligt dyre, men sammenføjningen mellem pind og wire er helt glat så maskerne hænger ikke i. I København kan man købe dem hos Rasmilla på Amager, som også anbefaler dem varmt.

lørdag den 21. april 2012

Lørdag med symaskinen

Jeg roder, også når jeg syr!

Jeg er ved at sy en jakke, som skal passe til den nederdel, jeg syede for nylig.

Jeg har bøvlet en del med lommerne, men nu lykkedes det mig at fatte, hvordan det hang sammen - herligt!

 

fredag den 23. marts 2012

Smukt sjal / tørklæde, strik selv!

Ud over barnevognstæppet er jeg i gang med at strikke et sjal.
Indtil videre vil det "kun" blive til et tørklæde*, men planen er at strikke en meget bred kant på med andet mønster. Jeg strikker efter en Purl Bee opskrift. Jeg forstår dog ikke deres "slip slip knit" - så vidt jeg kan regne ud er det en meget besværlig måde at strikke to drejet ret sammen. Det er i hvert fald det jeg gør, og det kommer til at se ud på samme måde.

*Fordelen ved det er, at hvis jeg går død i det, kan jeg bare lade som om, at det hele tiden har været meningen! :)

torsdag den 1. marts 2012

Silkenederdel - sy selv!

Fantastiske forlovede havde for snart lang tid siden 4.5m marineblåt silke med hjem til mig fra Indien. Det har ligget og luret på mig, og nu er jeg endelig ved at sy af det. Det er ikke blank silke, heller ikke thaisilke, men det har et flot skær (som jeg ikke kan fotografere!).

I første omgang har jeg syet denne nederdel:

Det er altså ikke nemt at fotografere mørkeblåt, når lyset er fladt vinterlys...



Det her er nok den bedste gengivelse af farven. På kanten af lommen har jeg lavet en tittekant af foret.

Mønster fra Burda nr 2/2010.

Jeg er rigtig godt tilfreds med den og sammen med den jakke, jeg er ved at sy bliver det et fint konferencesæt. (Hvis altså jeg ikke kommer til at ligne en stewardesse alt for meget!)


søndag den 29. januar 2012

Nederdel - sy selv!

Jeg har fundet noget rigtig fint bomuldsstof på udsalg og da vi skal holde barnedåb i næste uge var det en fin anledning til at lave noget nyt tøj til mig selv - det er længe siden sidst! Jeg har ikke brugt et mønster, men det er også en ret enkel model.


Linningen er lavet af et sort velourbånd og nederdelen er foret med sort satin.

 Jeg lavede wienerlæg hele vejen rundt så de to meter stof kom til at passe med omkredsen af min talje, og ellers er nederdelen bare lige op og ned.

Foret er også lægget, men bare med enkle læg. Foret er ikke helt tyndt, hvilket bidrager til at nederdelen får lidt fylde.

Bag på satte jeg en sløjfe over trykknappen i linningen. Der er en almindelig lynlås, som er skjult bag et læg.

Og så opdagede jeg det fantastiske ved usynlig oplægning på symaskinen! Jeg har altid lagt nederdele og kjoler op i hånden, da min gamle maskine ikke kunne gøre det ordentligt. Men til den jeg har nu er der en særlig trykfod til usynlig oplægning, og så gik det uden problemer. Og det tog jo ingen tid i forhold til hvor lang tid det tager at lægge to meter op i hånden!

Så skal jeg bare have fundet en sort bluse, som jeg kan amme i og samtidig ikke er uanstændigt nedringet og så er mit eget tøj i det mindste klar til barnedåben. Heldigt, når der ikke er andet, der er!

mandag den 7. november 2011

Fine nederdele - sy selv!

Jeg går rigtig meget i kjole og nederdele. Dels kan jeg godt lide den feminine følelse det giver mig* og dels synes jeg, det klæder min umiskendelige timeglasfacon bedst!

Sidste år lavede jeg en rigtig lækker nederdel:


Stoffet er Christian Dior uld og cashmere og foret er tyk silke. Den var med andre ord ikke helt billig, men super lækker og dejligt varm. Jeg brugte den rigtigt meget, og den er stadig lige fin.

I år har jeg så lavet to mere, da det gik op for mig, at jeg ikke lige umiddelbart kunne passe noget af mit præ-gravid tøj og under ingen omstændigheder ville have mit graviditetstøj på igen.






Jeg fandt to slags Prada stof med lidt stretch og udvidede mønstret en smule. Og fordi jeg ikke gad fore dem investerede jeg 200 kr i et yderst sexet Femilet underskørt, som jeg fandt i mormorafdelingen af Magasins undertøjssektion hvor det hang sammen med praktiske uldundertrøjer og lange underbukser.






Jeg har lavet alle tre nederdele efter dette Burda mønster fra de glade 80'ere. Det er virkelig en meget enkel model.
Og så kunne man jo lave lommer i eller fx lægge den op med et skråbånd. Det bliver næste gang - det her skulle gå stærkt; jeg havde jo ikke noget at tage på! :)

*Mit arbejdstøj før jeg begyndte på phd'en bestod af grønne pyjamas'er klippet til mænd og forvaskede, hullede t-shirts samt en alt for lang kittel. Virkelig klædeligt. 

fredag den 21. oktober 2011

Ønske-strikkeprojekter

Da jeg forsøgte at få junior til at sove i nat surfede jeg som sædvanlig med min Android (det absolut mest nødvendige stykke babyudstyr!) og kom ind på Garnstudio og så nogle af deres nye modeller. I voksenstrik.

Hvis jeg havde tid, ville jeg lave alt det her til mig selv:

En amme-venlig trøje:

Se de avancerede snoninger - VILDT flot!

Et par sokker til gummistøvlerne:

Et par fine handsker til min kappe


Og en fin norsk trøje til den skiferie, jeg ikke skal på i år.

Måske skulle jeg starte på bare ét af projekterne når jeg er færdig med den lille babytrøje, jeg er i gang med?

mandag den 17. oktober 2011

Kappe, sy selv!

Ovre hos søde Maria i Garderobeskabet er der blevet talt en del om kapper og ponchoer på det sidste. Maria er nemlig gravid og er jo i sagens natur nødt til at have noget vintertøj, som kan dække over den voksende mave.

Jeg har også et blødt punkt for kapper. Det har jeg haft lige siden jeg læste De Tre Musketerer første gang og drømte om at være en kårde-svingende helt med en rød kappe blafrende efter mig når jeg galopperede afsted på min araberhest (jeg læste også Sorte Hingst). En af de velkendte kvindelige musketerer forstås...

Burda 8/2008. Ovenikøbet illustreret kursus.
Anyway, det blev ved drømmen meget længe, men for et par år siden fandt jeg et mønster og greb chancen! Ifl mønsteret skal kappen ikke fores, men det har jeg gjort og  jeg har også givet den Thinsulate mellemfoer, så den er dejligt varm og selv i de sidste par isvintre har jeg sagtens kunnet holde varmen på cyklen gennem København.
I dag fik jeg så fantastiske forlovede til at tage et billede af mig. Pelshuen har min mor syet med kant af polarræv. Handskerne er fra Randers Handsker.

Den største udfordring var naturligvis kraven. Her kan skråbåndskriser godt pakke sammen - jeg synes, kraver er rigtigt svære at få til at passe.

Undersiden af kraven er lavet af foerstoffet fordi jeg syntes, det var så fint.
Foret
Ydersiden er af 100% uld i rigtig godt kvalitet - det er en fornøjelse af sy i - og foret er tykt, flaskegrønt satin. Jeg fik stoffet i julegave det år.

Jeg har brugt kappen meget. Også selvom jeg må tage til takke med min cykel i stedet for en araberhest (den er nu også besværlig at have i en lejlighed; husk bare Tarzan Mamma Mia!) og det aldrig blev til så meget med den kårde...

fredag den 16. september 2011

Chanel jakke

I sommer var jeg på en stor konference, hvor jeg skulle være chairman til en session med over 1000 tilhørere, så jeg var nødt til at se ordentlig ud trods gravid mave.

Jeg har i årevis drømt om at få en Chanel jakke, men når prisskiltet siger på den forkerte side af 15.000 kr så er det vist ikke det mest realistiske (ØV!). Heldigvis er der butikker som Skipper Stoffer, som sælger ægte Chanel bouclé stof i et væld af farver og kvaliteter.

Jeg fandt et mønster i Burda nr. 2, 2010 en jakke, der i den grad lignede en Chanel og udstyret med 1.35 m Chanel stof (det er i øvrigt ikke ligefrem gratis i metermål heller, så man skal stadig hoste op med en del penge) og 1.15 m sort silkefoer, 3.5 m bændel fra Handler, skulderpuder og div vlieseline gik jeg i gang.

Og der kom det her ud af det:


Læg mærke til, at der er indvævet snore, der er malede med hvid maling
Stoffet er en blanding af uld, bomuld og jersey. Der er også tråde, som er malet med hvid maling, hvilket jeg synes gør det lidt mindre farmor-agtigt. Jeg synes båndet er meget fint, men det er selvfølgelig ikke det samme som de håndvævede bånd, der er på de rigtige Chanel jakker, men det er jo selvfølgelig også det, man betaler for.

Jeg har ikke syet knapper på, da jeg alligevel på ingen som helst måde ville kunne knappe den... Det må jeg så gøre når jeg (FORHÅBENTLIG SNART) ikke er gravid mere og har fået min mave tilbage til mere normal størrelse.

Det er en forholdsvis nem jakke at sy, da den jo ikke er rigtigt figursyet og der er ingen krave på.

Og jeg følte mig relativt fiks og jakken kommer med sikkerhed med på mange flere konferencer. Den ville fx være god til et par jeans og en skjorte med noget farve på.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...