Her er årsagen til, at der har været meget stille på bloggen de sidste par dage:
 |
| 4 dage gammel og meget træt... |
Ud over amning, bleskift og forsøg på at sove har vi haft en masse besøg, og alle har haft så fine gaver med.
Barents moster i Canada kunne desværre ikke være her - forståeligt nok - men havde sørget for at han allerede fra starten af bliver opdraget med verdenslitteratur. At hans mor ikke en gang kunne læse kortet fra hende uden at begynde at græde skyldes selvfølgelig hormoner, ikke? Ahem... Barnets moster fra Bruxelles har været her og havde sørget for, at han ikke skal opdrages med underlødigt tv og hans mor glæder sig i hvert fald MEGET til at gense Vinden i Piletræerne.
 |
| Cashmere babysvøb i lace knitting |
Det her helt ubeskriveligt lækre svøb ville jeg meget gerne selv tage æren for, men det er nu barnets mormor, som har strikket det. Det er lavet i det mest fantastisk lækre (og kostbare) cashmere garn og strikket i lace knitting. Min mor har brugt mere end et halvt år på at strikke det, og hun er ellers en mere end habil strikker. Så det er måske meget godt, at jeg ikke selv har kastet mig over dét - jeg ville formentlig blive færdig med det i tide til barnets barnebarn blev født...
 |
| Elefantmås |
I den mere beskedne ende er jeg i gang med at hækle en lidt større elefant, som barnet kan kigge på / tygge i når han bliver lidt større. Jeg kan hækle lidt mens jeg ammer (thank god for den lånte ammepude), men produktionshastigheden er faldet markant siden vi gik fra to til tre.
Mine forældre var i Torvehallerne og købte cup cakes til os fra Agnes Cup Cakes
Der er altså noget at aspirere efter, når det der amning og manglende søvn bliver lidt bedre. (Jeg kan især anbefale den hvide nederst i billedet; det er chokolade med hvid chokolade frosting med kokos - MUMS!)
Jeg håber, I hænger på selvom der kommer lidt længere mellem indlæggene og urimeligt mange af dem formentlig kommer til at handle om det lille væsen. Men han er altså helt objektivt set også helt utroligt sød! :)