Viser opslag med etiketten Babyudstyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Babyudstyr. Vis alle opslag

fredag den 30. august 2013

Rilletrøje - Lene Holme Samsøe

Til lille ny har jeg strikket en trøje:



Opskriften er fra Lene Holme Samsøes bog Babystrik på pinde 3, som er smækfyldt med fine, fine opskrifter til småfolk. Det her er absolut i den nemme ende af skalaen, det er retstrik, så der skal ikke tænkes meget undervejs. Det tog også kun få dage at strikke den.


Jeg har strikket trøjen i Gepard CottonWool. Da jeg var halvt færdig med ærme nr 2 havde jeg ikke mere tilbage af det mørkeblå garn og til min SKRÆK fandt jeg ud af, at det var i restordre! Så gik den vilde jagt på et nøgle mere, som jeg heldigvis fandt i en netbutik i Jylland. Pyha! Var lige ved at blive bange for, at jeg skulle trevle det hele op igen.

Knapperne er fra mit store lager af arvede knapper, da jeg syntes, at det er svært at finde nogle egnede uden at skulle betale 5-10 kr stykket, hvilket jeg egentlig synes er lidt dyrt? Er der nogen, der kan anbefale knappesælgere?

lørdag den 12. januar 2013

Et nyt barnevognsforhæng

En veninde har fået en lille pige, og de har købt samme slags kombivogn som vores. Så da hun spurgte, om hun måtte låne det forhæng, jeg syede til min lille dreng sidste år, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at brodere et nyt til hende og deres fine, røde barnevogn.


Den eneste forskel er, at jeg forneden har sat noget elastik i klemmen fremfor at sy den direkte på løbegangen, som denne gang er lavet af et skråbånd.


Sjovt som det er de nyfødte piger i omgangskredsen, der får hjemmelavede gaver... :)

tirsdag den 11. december 2012

Kanintrøje

Til min lille dreng strikkede jeg i efteråret denne trøje:


Mønstret er fra Les bébés de la Droguerie og ja, kaninen kom til at sidde lige vel langt oppe på maven! Garnet er fra Sommerfuglen.

Det var en udfordring at strikke gobelinstrik, der var mange tråde at holde styr på, men det var ret sjovt!


Og i betragtning af at det er første gang, jeg har forsøgt mig med det, synes jeg selv at det gik nogenlunde. Den største ulempe er, at der er et utal af ender, som skal hæftes bagefter og eftersom trøjen skal vaskes hver gang, han har haft den på, skal de hæftes ret grundigt...

søndag den 25. november 2012

Nye strikkede sko

Min vendsysselske mands mådehold (læs: nærighed) kombineret med min kreatrang skaber en gang i mellem nogle benspænd i forhold til vores lille drengs store forbrug af sko og tøj.

Som nogle måske kan huske, brugte jeg lang tid på at fabrikere et par sko i læder, som allerede er uhjælpeligt for små. Tanken om at gøre det igen giver mig hjertebanken og koldsved, så jeg gik tilbage til en mere velkendt og tryg model: De strikkede babysko. 

Jeg gik glad og fro i gang med det samme mønster og fik hurtigt strikket et par sko. 


Det jeg ikke lige havde tænkt så meget over er, at vi har parketgulve og sådan et par sko er umanerligt glatte for en lille dreng med runde og tykke fødder og en noget usikker balance. Kort sagt var han Bambi på Isen. Det så lidt sjovt ud, især fordi han ikke lod sig mærke med det, men det holder jo ikke i længden. Fra mit forsøg på læderskoene havde jeg masser af læder tilbage og jeg gravede noget kraftigt sytråd og en lædernål frem og vupti:


Ruskindssåler! Jeg limede sålen på med et tyndt lag kontaktlim og syede så med stikkesting rundt i kanten.


Skind er jo lidt eftergiveligt og derfor kom der ikke nogen problemer med buler eller hjørner selvom skindet krænger lidt op over sålen, hvilket er en fordel i forhold til holdbarheden.

Nu dejser han ikke så meget om længere og så kan de formentlig også holde til han vokser ud af dem. Jeg er meget tilfreds og vil klart anbefale dem!

tirsdag den 13. november 2012

Babykjole

Nu hvor jeg jo ikke har en lille pige, men en lille dreng, er det sjældent, at jeg får lejlighed til at give den gas med flæser og sløjfer og lyserøde ting generelt. Men nu har en veninde fået en lille pige, og til hende har jeg syet denne lille kjole:




 Udgangspunktet er et gammelt Burda mønster, hvor jeg har lavet nederdelen og ærmerne om. Stoffet er babyfløjl fra Stof2000.

Jeg synes den er meget fin. Og så kan man jo drømme om selv at få en pige en gang. :)

tirsdag den 28. august 2012

Regntøj til barnet

Pga det temmeligt ustadige vejr og barnets vuggestuestart har jeg syet et sæt regntøj (nu kan vi jo ikke længere bare holde ham inde, hvis det regner).

 Mønstret på jakken er fra det seneste Ottobre blad, nr 4 2012, hvor det var en hættetrøje i jersey. Jeg tilføjede et løbegang og en snor, så hætten kan bindes omkring hovedet. Og han ser SÅ sød ud med den på! :)

Regnbukser, hvor jeg har lavet mønstret ud fra fri fantasi og et par af hans almindelige bukser. Sømmene er ikke vandtætte, men man kan pensle dem med formgummi (flydende latex), som kan købes i Panduro Hobby.

Materialerne er regnstof, trykknapper og elastikbånd fra Stof2000.

søndag den 26. august 2012

Babysko i læder

For nylig skrev Mette ovre på Farmorfabrikken om et mislykket eksperiment. Og kunne jeg nikke genkendende til det?! Åh jo! I den forskningsverden, jeg befinder mig i udenfor blogland og babyland er der et fænomen, vi kalder "publication bias" - nemlig, at man (selvfølgelig ikke mig, vel) kun udgiver de resultater, som har vist noget nyt og spændende og ikke alle de forsøg man lavede, hvor det hele mislykkedes eller man bare ikke fandt på noget nyt.

Sådan tænker jeg, at det nok også er i blogland. Modebloggere blogger nok lidt mindre om deres dage i joggingbukser og fedtet hår, 2100 Spelt mødre blogger  nok mindre om deres ture på McD med møgungerne og vi kreabloggere fortæller nok ikke så meget om alle de mislykkede strikkeprøver, syprojekter, der ikke lykkes osv. Og det er jo også fint nok - i blogland er der heldigvis ikke krav om publikation af negative fund, men nogle gange kan man komme til at føle sig ualmindeligt grim, utjekket og tumpet med en symaskine, hvis alle andre er så perfekte.

Det var en lang indledning. Og alt det for at fortælle om de otte mislykkede prototypesko jeg har lavet over de sidste to uger. Barnet er nemlig startet i vuggestue, og der skal han have sko på når de skal på legepladsen. Også selvom han ikke kan gå. Og selvom han bruger størrelse 17 i sko. Anyway, jeg tænkte, at det kunne da ikke være så svært at sy et par futter i læder - vel? Jeg har jo tidligere strikket og syet sko i stof. Jeg investerede så i nogle læderrester hos Jarlen på Nørrebrogade (kan anbefales), men tænkte 1) De skal være helt perfekte, de her lædersko så 2) jeg syr lige en prøvemodel.


Det gjorde jeg så otte gange, og den ene var mere mislykket end den anden og jeg var ved at EKSPLODERE over det. Og lige ved at opgive. Men så ville alt arbejdet jo være spildt. Og til sidst lykkedes det:


Der er ikke det der ligner pynt eller fangsy detaljer - jeg var ærligt talt temmelig træt af projektet.

Jeg håber, alle har haft en dejlig weekend - her har det stået på hussafari (vi vil gerne flytte), lidt strik - endnu en udfordring - gobelinstrik), lange gåture og en løbetur i morges. Herligt! :)

søndag den 15. juli 2012

Syede babysko

Så er en yderst aktiv weekend gået - bryllupskage-test, forberedelse af forret og dessert, de sidste ting til brudekjolen, løbetur, lege-skifte-made barnet, diskussioner frem og tilbage med svigermødrende.

Og midt i det hele klædte vi barnet på i det fine, fine jakkesæt, han skal have på til vores bryllup om to uger og det gik op for mig, at han ikke har nogen sko!

Så jeg gravede noget sort filt frem og fremtryllede dem her:


Et par sorte babysko i filt. Tæppesting (håndsyet) i forneden og stjerner rundt i kanten (symaskine).

Opskriften er fra bogen "La Droguerie des bébés", som er en rigtig fin lille bog primært med strikkeopskrifter til baby 0-12 mdr.

Den kommende uge byder på arbejde og flere bryllupsforberedelse. Bl.a. mere testsmagning af kagen. Øv altså! :-)

søndag den 10. juni 2012

Et tæppe til Gustav

I går skulle en lille dreng have sit navn og til ham har jeg syet et barnevognstæppe:


Tæppet måler ca 70x100 cm, er foret med tyndt pladevat og syet i 100% bomuld. 

I modsætning til det jeg har syet til banditten herhjemme, så er Gustavs syet på maskinen; det gik jo noget hurtigere! :)

Stoffet er dels rester, jeg havde i forvejen, dels stof jeg har købt i USA og dels stof, jeg har købt hos patchwork-gaarden.dk. En virkelig god netshop med virkelig god og hurtig service. Kan klart anbefales!


Bamsehovederne har jeg som sædvanlig fundet på google billeder. Jeg har zigzagget konturerne og broderet øjne og snuder i hånden.


Navneskiltet, som jo er lavet med kontursting er syet på i hånden med tæppesting; det ser lidt fint ud, synes jeg.

Jeg er meget tilfreds med tæppet, men som man også kan se på billederne er det (som sædvanlig) ikke gået helt godt med tittekanten, så jeg skal vist på et kursus hos min mor. Det irriterer mig, at jeg ikke kan få det til at se ordentligt ud.

onsdag den 18. april 2012

Patchwork barnevognstæppe - DIY

Her er det færdige barnevognstæppe!



Jeg har syet 345 felter, hvilket giver ca. 15.525 sting. I hånden. Det er nok godt, at jeg ikke regnede det ud FØR jeg begyndte at sy... Det har været et kæmpe stort arbejde, men det er skisme også blevet rigtig, rigtig fint, hvis jeg selv skal sige det.

Til tæppet, som er ca 70x100 cm, har jeg brugt:

  • 22 forskellige farver Rowan Liberty Art Fabric fat quarters (ca 30x30 cm)
  • Karton til sekskanter (jeg klippede ca 70 sekskanter ud og limede stof på - det gav lidt variation i arbejdet)
  • Bagside og kanter: 1 m lyseblåt patchworkstof
  • Lyseblåt skråbånd
  • Anoraksnor (dette og skråbåndeth til =(%"#(%=!! tittekanter, som var ved at drive mig til vanvid)
  • Pladevat: 1 m.
  • Sytråd
  • Stof limstift
  • Clover patchwork synål (kan virkelig anbefales - meget, meget skarp og stadig fleksibel)
  • Oceaner af tid.

Nu ville burde jeg sige, at der skal gå lang tid før jeg kaster mig over sådan et stort projekt, men det er jo løgn. Jeg skal giftes til juli og skal jo ligesom have noget at tage på. Så når nogle andre småting er færdige er det brudekjolen, der står øverst på to do listen.

lørdag den 14. april 2012

FÆRDIG (med det håndsyede)!

I aftes - fredag - syede jeg de sidste felter på babytæppet; sig ikke, at livet i en babyfamilie ikke er fyldt med rock 'n roll!


Barnet er allerede gået i gang med at undersøge det og er meget begejstret! :)


Nu skal jeg bare have sat bagsiden på og evt quiltet det - jeg har endnu ikke besluttet om jeg gider om det vil se pænere ud. Traditionelt set er den slags engelske tæpper ikke quiltet.

I dag har vi gået en lang tur i København og var en tur inde i Tivoli - meget hyggeligt!

lørdag den 7. april 2012

Svigermors hønsestrik!

Se hvad svigermor havde gemt fra da fantastiske forlovede var baby:

Et rigtig fint lille barnevognstæppe i bomuld. Jeg beklager billedkvaliteten - jeg har taget billederne med telefonen. Jeg kunne godt forestille mig en trøje i størrelse mini med de små damer og mænd forneden...


Jeg lader i øvrigt min give away løbe til 13/4 - så kan påskeferierende også nå at være med. :)

lørdag den 31. marts 2012

Jeg er her stadig!

... og jeg syr og syr og syr. Og prøver at vænne mig til, at om 9 dage skal jeg begynde på arbejde igen. Det bliver på samme tid skønt og meget, meget mærkeligt ikke at futte rundt sammen med barnet hele dagen.

Lidt mere end halvvejs...

tirsdag den 20. marts 2012

Videre med tæppet...

Jeg er kommet videre med barnevognstæppet, men hold nu da op, hvor er det et stort arbejde. Og det skal endda kun være 70x100 cm. 

Min mormor syede engang sådan et tæppe til en stor dobbeltseng. Jeg bliver helt dårlig ved tanken...

onsdag den 14. marts 2012

Mummitrold

I dag har barnet og jeg været ude at beundre min venindes lille, nyfødte pige. Og til hende har jeg for lang tid siden hæklet sådan en fyr:


Opskriften kan findes HER. Baby var ret ligeglad (surprise!), men hun var nu også mest optaget af at charmere alt og alle. Så er Anton pludselig ikke så babyagtig mere...

tirsdag den 13. marts 2012

Starten på tæppet

Jeg har syet 1/5 af sekskanterne til barnevognstæppet og jeg synes, det bliver SÅ fint!


Og så blev jeg for nylig mindet om de gode ting ved at blogge! I fredags brugte jeg FIRE timer på at ri 67 sekskanter på papstykker. Og jeg hader at ri. Men i en kommentar blev jeg gjort opmærksom på det her:

En stoflimstift, som er vandopløselig. I dag limede jeg så 67 nye stofstykker på pap. Det tog en time. De kan købes på Patchworkgaarden, som på alle måder kan anbefales: billig porto og virkelig hurtig levering.

torsdag den 8. marts 2012

Smukt, smukt stof...

Jeg har modtaget en pakke med det smukkeste patchwork stof i dag.


Nu er jeg så ved at klippe 325 sekskanter ud til et barnevognstæppe til barnet - jeg tør slet ikke begynde at regne ud hvor mange håndsyede sømme jeg skal lave inden det er færdigt! Godt, at jeg har én måned tilbage på barsel og to andre uafsluttede projekter! :)

Stoffet er købt på cottonpatch.co.uk. Det hele er Liberty stof farvesat af Kaffe Fassett.

søndag den 12. februar 2012

Patchwork bold

Jeg overvejer at gå i gang med et større patchworkprojekt, og som test for om jeg overhovedet gad lave håndsyet patchwork har jeg lavet en lille bold til barnet.

Jeg har brugt div. stofrester og noget "rigtigt" patchworkstof, min mor har haft med til mig fra Canada. Jeg har også syet bånd med forskellige teksturer (grundigt!!) fast, så barnet har noget at holde i og bide i.


Den blev straks taget i brug. Og er nu allerede savlet så meget til, at jeg er glad for, at jeg fyldte den med vaskbart bamsevat og ikke kom nogen klokke i.

Jeg fandt femkanterne på nettet og klippede de 12 felter ud af bagsiden af et dameblad i mangel af rigtigt karton og det fungerede, men var rigeligt glat.

Det tog kun en enkelt aften at lave, så det var til at overskue. Nu må vi se, om det bliver til noget med det større projekt.

torsdag den 26. januar 2012

Hagesmække

Nu hvor barnet er begyndt at få skemad er det blevet nødvendigt med hagesmække, da en stofble ikke fungerer optimalt (fx prøver han at spise den...).

Så som overspringshandling frem for arbejde har jeg lavet disse tre som prøvemodeller.

Selve smækken er lavet af frotté med plasticbagside så det ikke siver igennem. Frøerne er appliceret efter samme teknik som beskrevet for legetæppet. Nu må vi se om de fungerer eller jeg skal ændre lidt på designet.

mandag den 16. januar 2012

Travlhed

Der kommer ikke så mange blogindlæg for tiden, hvilket skyldes at jeg ikke har så meget tid til det kreative lige nu.

Der er en ung mand, som kræver en del opmærksomhed, fordi det med at sove om dagen bare ikke er så fedt længere.
Barnet har spist sin første kvarte banan. Begejstringen for skeen var til at overse, men mosen var et hit!
Når barnet trods alt sover en halv time skynder jeg mig herhen, for jeg skal indsende et abstract (et resumé af min forskning, så jeg forhåbentlig bliver udvalgt til at holde et foredrag) til en konference om alt for kort tid og jeg har tilsyneladende ammet min hjerne og min koncentrationsevne væk. Det gør det ret svært at skrive noget klogt...

(Ja, her roder!)
Men trods alt er det blevet til et par små vanter, som passer til de nyeste babysko og en djævlehue, jeg har strikket. Han er meget glad for at gnave i de små blomster, hvilket resulterer i, at vanterne er gennemblødte, og så kan man vist diskutere hvor meget de varmer??





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...