tirsdag den 28. august 2012

Regntøj til barnet

Pga det temmeligt ustadige vejr og barnets vuggestuestart har jeg syet et sæt regntøj (nu kan vi jo ikke længere bare holde ham inde, hvis det regner).

 Mønstret på jakken er fra det seneste Ottobre blad, nr 4 2012, hvor det var en hættetrøje i jersey. Jeg tilføjede et løbegang og en snor, så hætten kan bindes omkring hovedet. Og han ser SÅ sød ud med den på! :)

Regnbukser, hvor jeg har lavet mønstret ud fra fri fantasi og et par af hans almindelige bukser. Sømmene er ikke vandtætte, men man kan pensle dem med formgummi (flydende latex), som kan købes i Panduro Hobby.

Materialerne er regnstof, trykknapper og elastikbånd fra Stof2000.

søndag den 26. august 2012

Babysko i læder

For nylig skrev Mette ovre på Farmorfabrikken om et mislykket eksperiment. Og kunne jeg nikke genkendende til det?! Åh jo! I den forskningsverden, jeg befinder mig i udenfor blogland og babyland er der et fænomen, vi kalder "publication bias" - nemlig, at man (selvfølgelig ikke mig, vel) kun udgiver de resultater, som har vist noget nyt og spændende og ikke alle de forsøg man lavede, hvor det hele mislykkedes eller man bare ikke fandt på noget nyt.

Sådan tænker jeg, at det nok også er i blogland. Modebloggere blogger nok lidt mindre om deres dage i joggingbukser og fedtet hår, 2100 Spelt mødre blogger  nok mindre om deres ture på McD med møgungerne og vi kreabloggere fortæller nok ikke så meget om alle de mislykkede strikkeprøver, syprojekter, der ikke lykkes osv. Og det er jo også fint nok - i blogland er der heldigvis ikke krav om publikation af negative fund, men nogle gange kan man komme til at føle sig ualmindeligt grim, utjekket og tumpet med en symaskine, hvis alle andre er så perfekte.

Det var en lang indledning. Og alt det for at fortælle om de otte mislykkede prototypesko jeg har lavet over de sidste to uger. Barnet er nemlig startet i vuggestue, og der skal han have sko på når de skal på legepladsen. Også selvom han ikke kan gå. Og selvom han bruger størrelse 17 i sko. Anyway, jeg tænkte, at det kunne da ikke være så svært at sy et par futter i læder - vel? Jeg har jo tidligere strikket og syet sko i stof. Jeg investerede så i nogle læderrester hos Jarlen på Nørrebrogade (kan anbefales), men tænkte 1) De skal være helt perfekte, de her lædersko så 2) jeg syr lige en prøvemodel.


Det gjorde jeg så otte gange, og den ene var mere mislykket end den anden og jeg var ved at EKSPLODERE over det. Og lige ved at opgive. Men så ville alt arbejdet jo være spildt. Og til sidst lykkedes det:


Der er ikke det der ligner pynt eller fangsy detaljer - jeg var ærligt talt temmelig træt af projektet.

Jeg håber, alle har haft en dejlig weekend - her har det stået på hussafari (vi vil gerne flytte), lidt strik - endnu en udfordring - gobelinstrik), lange gåture og en løbetur i morges. Herligt! :)

onsdag den 22. august 2012

Trøje

Trøjen, jeg tidligere har blogget om, er endelig færdig.



Jeg er meget tilfreds med resultatet, men glæder mig allerede til at gå i gang med noget nyt! :)

søndag den 19. august 2012

Brombær - Brombærvodka

Måtte tilbage og hente flere brombær i går. 500 g blev løsfrosset og 200 g kom ned i en flaske sammen med vodka og glucosesirup:


Og om ca en måned eller to kan jeg filtrere brombærrene fra og så har jeg det smukkeste crème de mûre til desserter og som aperitif og kan huske på den varme, varme uge, hvor barnet og jeg plukkede kilovis af brombær på den hemmelige sti. 

Jeg håber, det kommer til at smage godt - jeg kiggede ikke i en opskrift og kom bare glucosesirup og brombær i flasken så jeg syntes, det passede. 

fredag den 17. august 2012

Brombær - brombærmuffins

Lige i nærheden af der hvor jeg bor, er der en hemmelig sti. En sti, hvor der er myriader af brombærbuske.

(Ja, undskyld den meget snavsede negl. Det var brombærrene!)
Resultatet af 20 minutters rov med barnet i bærerygsækken - 600 g.

Og der er flere. Kilovis. Så er det jo ærgerligt, at jeg kun er tre æbler høj og derfor ALDRIG kan nå de øverste. Det tiltaler helt klart mit samlerinstinkt, at jeg kan gå ca fem minutter inde i København og så er der tonsvis af friske bær, lige til at plukke.

Så en anden samler, som havde en stige med. Jeg var meget imponeret. 

I aftes lavede jeg brombærmuffins - MUMS!

Ingredienser
18 stk 
  • 3 æg
  • 250 g sukker
  • 300 g mel
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 stor tsk bagepulver
  • 50 g smeltet, afkølet smør
  • 2 dl lunken mælk
  • 250 g friske brombær
Fremgangsmåde
Pisk æg og sukker til det er lyst og skummende. Sigt mel, vanillesukker og bagepulver i skiftevis med mælk og smør, vend det rundt. Vend forsigtigt brombærrene i.

Fordel i muffinsforme og bag ca 18 minutter ved 200 grader.

De er gode og saftige - også dagen efter.
 

fredag den 10. august 2012

Bryllupskage

Brylluppet bød naturligvis også på lejligheden til at lave en KÆMPE kage, og man ville jo være et fjols, hvis man ikke tog chancen. Mente jeg. Og havde ikke overvejet hvor lang tid det tager.


Kagen er inspireret af den her og ellers sat sammen af opskrifter, jeg før har brugt her på siden. Den består af nøddemarengsbunde lagt sammen med hindbærmousse og chokoladeganache. Den er betrukket med hvid chokoladeganache og pyntet med swiss merengue roser.

Jeg har tilføjet den tidsplan, jeg selv fulgte.

Ingredienser (60-70) personer:

Nøddemarengsbunde (18, 20, 22, 24 cm i diameter, 5 stk af hver):
1 kg hasselnødder
26 æggehvider
800 g sukker
130 g hvedemel
130 g kartoffelmel
6 tsk bagepulver

Hindbærmousse
1.5 kg frosne hindbær
~300 g sukker
18 blade husblas
1.5 l fløde

Nougat-chokolade ganache
500 g mørk chokolade (70%)
200 g blød nougat
1.5 l piskefløde

Hvid chokoladeovertræk
1 kg hvid chokolade
0.5 l piskefløde

Marengsroser
170 g sukker
3 æggehvider
2 spk koldt vand
1 tsk citronsaft

Geléfarver, fx rosa, fersken, orange osv og grøn til blade

Du skal nok bruge mængderne til roserne ca to-tre gange, afhængig af hvor store du laver roserne og hvor mange du vil have.

Royal Icing (til fastsættelse af roser)
1 æggehvide 
Flormelis

Udstyr
4 Springforme: 18, 20, 22 og 24 cm ø.
Kagepap og skjulte kagesøjler (fx dem her)
Kage"film" til foring af springformen eller et opklippet plasticcharteque
Sprøjtetyller i blad og rosenblade + flowernail

Fremgangsmåde

DAG -x 

Marengsroser
Bland alle ingredienserne i en skål
Varm op over vandbad til 70 grader mens du pisker konstant til alt sukkeret er opløst
Pisk til det er fuldstændig stift. Del op i portioner og pisk frugtfarver i.

Klip bagepapir til i ca 3x3 cm stykker og sæt et fast på dit flowernail med en klat marengsmasse. Med rosenbladstyllen sprøjter du, i en kontinuert bevægelse en rose. Fortsæt til du er tilfreds med mængden.

Sprøjt blade ud med bladtyllen.

Bages ved 120 grader i ca 10-25 min afhængig af størrelsen. Ovnen må endelig ikke være for varm, da roserne så bliver misfarvede.

Køles helt af og kan opbevares noget nær uendeligt i en kagedåse, som slutter helt til.

DAG 1 (Søndag)

Nøddemarengsbunde
Med mindre du har et industristørrelse-køkken, så del ingredienserne op i tre portioner.
Kør hasselnødderne i en foodprocessor til de er groft hakkede - malet til mel alt efter hvad du foretrækker.
Bland hasselnøddemel, kartoffelmel, hvedemel og bagepulver. Pisk hviderne mens du tilsætter sukkeret lidt efter lidt fra de er begyndt at "hæve". Hviderne skal være ret stive, men ikke tørre.
Vend nøddeblandingen i hviderne.
Sprøjt, med en sprøjtepose med stor tyl / ingen tyl 5 bunde af hver størrelse i ca 1-1½ cm tykkelse. Brug din springform som skabelon.
Bages ved 150 grader i 25 - 45 minutter - jo større bund, jo længere bagetid - eller til de er gyldne.

Bundene kan laves længe i forvejen; de holder sig godt pakket ind i wrap, men læg et stykke bagepapir mellem. Kan også fryses.

DAG 2 (Mandag)

Hindbærmousse
Tø hindbærrene op og giv dem et opkog på ca 5 min med sukkeret. Smag til. Det er fint, hvis moussen er ret syrlig, resten er meget sødt.
Sættes i køleskab til dagen efter

DAG 3 (Tirsdag)

Hindbærmousse
Skil husblas-bladene og læg dem i blød i koldt vand i mindst 20 minutter. Varm en lidt af hindbærsylten op, knug husblasen fri for vand og rør det ud i det varme hindbærsylt. Bland gradvist det kolde hindbærsylt i.
Pisk fløden til skum og vend hindbærsylten i. Stilles på køl til næste dag.

Nougat-chokolade ganache
Hak chokoladen og nougaten groft. Varm fløden op og kom chokolade og nougat i. Simrer i ca 5 minutter eller til du ikke kan klare det mere af skræk for at det skiller.
Kom det i en skål og beklæd med wrap helt ned på overfladen af ganachen. Stilles på køl til næste dag.

DAG 4 (Onsdag)

Sammenlægning
Hvis bundene er flydt lidt ud, så skær dem til så de kan være i springformene. Der er 5 af hver slags bund, så der skal to lag af hver slags fyld (surprise). Skær kagesøjlerne til efter højden på kagerne og sæt dem i.
Pak godt ind og sæt på køl

DAG 5 (Torsdag)

Hvidt chokoladeovertræk
Hak chokoladen groft. Varm fløden op ved svag varme og kom chokoladen i. Rør konstant i det til chokoladen er opløst og massen er blank. Dæk grundigt til med film, helt ned på overfladen. Sættes på køl til næste dag (eller 4 timer)

DAG 6 (Fredag)

Opsmøring
Tag hver kage for sig og smør op med det hvide chokoladeovertræk to gange og giv kagerne tid til at tørre grundigt mellem hver gang.

Lav royal icing (bland æggehvide og flormelis) og sæt roser og blade på kagen som du nu lyster (Det kan også vente til lørdag, hvis du eller en anden har tid). Pak kagerne ind og sæt på køl. Gem et par ekstra roser og royal icing.

DAG 7 (lørdag - den store dag!)
Sæt kagerne sammen på bordet og reparer eventuelle skader med de ekstra roser.

Enjoy! :)


Et par tips:

  1. Brug kun den allerbedste chokolade; det gælder især den hvide. Som ikke er hvid, men gullig. Jeg har forsøgt at finde virkelig hvid hvid chokolade, og det lykkedes ikke. Jeg har brugt Valrhona Ivoire og det smager fantastisk.
  2. Pas nu på med opvarmning af chokolade; det kan skille på et øjeblik. Efter sigende er det hvide helt hysterisk at arbejde med, men jeg havde nu ikke nogen problemer. 
  3. Sæt søjlerne i inden du betrækker med chokolade, ellers knækker det (som man kan se på min kage)
  4. Når det er varmt og fugtigt i vejret bliver marengsroserne bløde. Det ændrer ikke på udseendet, men de er ikke helt så sjove at spise.
  5. Kagen er meget tung og meget sød, så skær små stykker og server med en sød vin, fx Asti.
  6. Lav en bort med royal icing forneden på hver kage. Det kunne jeg ikke nå, men det ville have været pænere.
  7. Lav en prøvekage i god tid i forvejen, så du er klar på teknikken og ved at du selv kan lide den. Jeg dividerede opskriften ned til 10 personer og lavede en med 18 cm ø. 
  8. De sammenlagte kager, uden chokoladeovertræk kan holde sig længe, så du kan lave den flere dage i forvejen og formentlig også fryse den. 
Og bon appetit - det var virkelig en god kage. :)

torsdag den 2. august 2012

Det er så yndigt at følges ad...

Så var det i lørdags, at min forlovede blev til min ægtemand. Det var lige præcis så romantisk, sjovt og helt og aldeles fantastisk, som jeg havde håbet på.

Dette indlæg handler primært om min brudekjole, som jeg har syet selv. I den kommende tid kommer der et par indlæg med bryllupskagen o.a.


Og min hjemmelavede brudebuket. Dét er godt nok en underlig tradition - hold nu da op, hvor er det besværligt at rende rundt med sådan en dusk, når der skal spises kage, holdes baby, kysses brudgom osv. Vil anbefale helt at droppe den. Nu hænger den så til tørre, og er da meget fin.


På skuldrene er fæstnet to "slæb", som gjorde sig godt i vestenvinden! :)


Mere af slæbet


Mine skønne Stuart Weitzmann sko, indkøbt i USA. Jeg dansede hele natten og havde ikke ondt i fødderne. Til gengæld var sålen slidt op og der var huller i det sarte blondestof på kjolen. Jeg dansede simpelthen min brudekjole itu. Nu får jeg den renset og hænger den ind i skabet. Så kan jeg fortælle mine børn, at deres kedelige mor dansede sin brudekjole i stykker og sled et par sko op! :)


Jeg havde lavet nogle små roser af lidt af restene af mit silkesatin, som jeg satte på hårnåle og stak i frisuren. Det kunne lige dække over de mindre perfekte dele - jeg havde ikke lige så god tid til at sætte hår, fem minutter i kirketid! 

Silkefoer, silkesatin, silkechiffon og blondestof. Købt i ITA Textiles på tordenskjoldsgade i København, som virkelig, virkelig kan anbefales - en fantastisk stofforretning med ALT, hvad hjertet begærer. Og der er 15% rabat, hvis man køber for over 3000 kr. Det gjorde jeg.

Mønstret er fra Burda, nr. 7404-v. Jeg har gjort mig følgende erfaringer, som måske kan bruges af andre brude in spe:

1. Lav kjolen et par cm kortere. Så var stoffet muligvis stadig intakt. Ahem.
2. Sy en prøvemodel i bomuld. Jeg har faktisk efterfølgende syet en sommerkjole efter samme mønster, og det havde nok været hensigtsmæssigt at gøre det i omvendt rækkefølge! :)
3. Ri-ri-ri. Silkesatin og silkechiffon er noget træls noget at sy i, for det glider enten for meget eller for lidt. 
4. Køb nye nåle til symaskinen. Jeg købte nogle Microtex nåle og brugte udelukkende tykkelse 60 og skiftede dem hyppigt ud. De er meget tynde og meget skarpe, ellers risikerer man at ødelægge stoffet. 
4. Overvej at købe en teflon trykfod.
5. Send symaskinen til service du går i gang. Det er ikke lige dér, at den skal bryde sammen.

Og ih, hvor er det ærgerligt, at man ikke skal giftes (med den samme, fantastiske mand) igen. Det var den sjoveste fest i mit liv og en af de allerbedste dage. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...