søndag den 29. januar 2012

Nederdel - sy selv!

Jeg har fundet noget rigtig fint bomuldsstof på udsalg og da vi skal holde barnedåb i næste uge var det en fin anledning til at lave noget nyt tøj til mig selv - det er længe siden sidst! Jeg har ikke brugt et mønster, men det er også en ret enkel model.


Linningen er lavet af et sort velourbånd og nederdelen er foret med sort satin.

 Jeg lavede wienerlæg hele vejen rundt så de to meter stof kom til at passe med omkredsen af min talje, og ellers er nederdelen bare lige op og ned.

Foret er også lægget, men bare med enkle læg. Foret er ikke helt tyndt, hvilket bidrager til at nederdelen får lidt fylde.

Bag på satte jeg en sløjfe over trykknappen i linningen. Der er en almindelig lynlås, som er skjult bag et læg.

Og så opdagede jeg det fantastiske ved usynlig oplægning på symaskinen! Jeg har altid lagt nederdele og kjoler op i hånden, da min gamle maskine ikke kunne gøre det ordentligt. Men til den jeg har nu er der en særlig trykfod til usynlig oplægning, og så gik det uden problemer. Og det tog jo ingen tid i forhold til hvor lang tid det tager at lægge to meter op i hånden!

Så skal jeg bare have fundet en sort bluse, som jeg kan amme i og samtidig ikke er uanstændigt nedringet og så er mit eget tøj i det mindste klar til barnedåben. Heldigt, når der ikke er andet, der er!

torsdag den 26. januar 2012

Hagesmække

Nu hvor barnet er begyndt at få skemad er det blevet nødvendigt med hagesmække, da en stofble ikke fungerer optimalt (fx prøver han at spise den...).

Så som overspringshandling frem for arbejde har jeg lavet disse tre som prøvemodeller.

Selve smækken er lavet af frotté med plasticbagside så det ikke siver igennem. Frøerne er appliceret efter samme teknik som beskrevet for legetæppet. Nu må vi se om de fungerer eller jeg skal ændre lidt på designet.

mandag den 16. januar 2012

Travlhed

Der kommer ikke så mange blogindlæg for tiden, hvilket skyldes at jeg ikke har så meget tid til det kreative lige nu.

Der er en ung mand, som kræver en del opmærksomhed, fordi det med at sove om dagen bare ikke er så fedt længere.
Barnet har spist sin første kvarte banan. Begejstringen for skeen var til at overse, men mosen var et hit!
Når barnet trods alt sover en halv time skynder jeg mig herhen, for jeg skal indsende et abstract (et resumé af min forskning, så jeg forhåbentlig bliver udvalgt til at holde et foredrag) til en konference om alt for kort tid og jeg har tilsyneladende ammet min hjerne og min koncentrationsevne væk. Det gør det ret svært at skrive noget klogt...

(Ja, her roder!)
Men trods alt er det blevet til et par små vanter, som passer til de nyeste babysko og en djævlehue, jeg har strikket. Han er meget glad for at gnave i de små blomster, hvilket resulterer i, at vanterne er gennemblødte, og så kan man vist diskutere hvor meget de varmer??





mandag den 9. januar 2012

Nye strikkede babysko og en lektie om strikkefasthed...

Jeg har strikket et nyt par sko til barnet. Og fordi jeg generelt ikke gider lave en strikkeprøve strikkede jeg ikke mindre en TRE sko, der var for små før det lykkedes. Tog det længere tid? Ja, det gjorde. Den første sko blev i dukkestørrelse fordi jeg ikke lige havde set, at jeg skulle strikke med TO tråde. Det gik først op for mig, at det overhovedet ikke ville gå, da jeg var færdig med skoen, som måske kunne passe en meget lille præmatur. Flot, ammehjerne.

Men her er de færdige sko:

Opskriften er fra Garnstudio og garnet er Rowan Wool Cotton i farve 00968. Jeg har lavet et snørebånd af en række luftmasker i et forsøg på at holde futterne på fødderne. 

Jeg har strikket dem i størrelse 6/9 mdr, og barnet er altså kun 3½, så enten er den gal med opskriften, eller også er der noget galt med strikningen. Og jeg endte jo med at lave en strikkeprøve, så det burde ikke være dét...
Hæklet blomst
Og næste gang jeg skal i gang med et strikkeprojekt må jeg vist hellere lave en strikkeprøve fra starten af...

tirsdag den 3. januar 2012

Kransekagetårn

Intet nytår uden kransekage, så det blev det også til!


Fondantroser og -raket. Og hermed bevis på, at vores ovn er temmeligt ujævn med fordelingen af varmluft - ret irriterende!

Foto: gernerskonditori.dk







Jeg ELSKER kransekage og drømmer om at lave et overflødighedshorn til vores bryllup til sommer...

søndag den 1. januar 2012

Nytårskage. På den overdrevne måde...

Jeg har lidt svært ved at begrænse mig, når jeg laver kager. Som nu i går, hvor vi var 5 voksne og  3 sovende børn. Der lavede jeg så en kage, som kunne være nok til ca 15. Men når nu man ikke har en lille bitte springform og har set en VILDT flot kage, så giver det jo nærmest sig selv, ikke?


Det blev jo så overhovedet ikke som jeg havde håbet - jeg kunne ikke finde ud af at sprøjte hortensiaerne ud og jeg havde ikke tid til at eksperimentere særligt meget.

På det øverste billede ser det ud som om kagen er snavset - det er den ikke, det er spiseligt glimmer!

Kagen er lyse sukkerbrødsbunde fyldt med hindbær mousse med hakket chokolade og citrus mousse og pyntet med lime frosting.



Citrus mousse
Nok til to lag i en 22 cm kage

  • ½ l piskefløde
  • Saft af 1 appelsin
  • saft af 4 lime
  • saft af ½ citron
  • sukker
  • 4 blade husblas
Kog citrussaften til en sirup med sukker så det passer i ønsket surhedsgrad. Køl af. Udblød husblas i koldt vand i 10 min. Varm en smule af sirupen op og rør husblas ud i det. Tilsæt gradvist resten af den kolde citrussaft.
Pisk fløden stiv og vend citrus-husblasen forsigtigt i. Stilles koldt et par timer til det har sat sig og fordeles i kagen.

Lime frosting
Nok til pynt af 22 cm kage
  • 200 g smør
  • 500 g flormelis
  • Saft og skal af 4 lime
  • En smule mælk
Pisk smørret blødt og glat og tilsæt de andre ingredienser efterhånden. Hvis det skiller undervejs, så ingen panik - bliv ved med at piske, så skal det nok samle sig igen. Afkøles inden brug og evt igen undervejs hvis det bliver for varmt.

Jeg bagte to portioner sukkerbrødsbunde og flækkede dem i to. Jeg lagde dem sammen uden fyld og skar dem til så de fik den afrundede form. det afskårne lagde jeg ovenpå og fæstnede med citrus mousse.

Jeg lagde kagen sammen dagen før den skulle bruges og pyntede den med frosting, guld-sukkerkugler og glimmer i går. Skriften er med royal icing.

Og manner, hvor smagte det bare godt! Der er ca syv millioner kalorier i hvert stykke, så den kræver et par ekstra ture i fitness centret...

Vi havde en god nytårsaften og alle tre (små) børn opførte sig eksemplarisk og sov fint. Jeg ammer jo, så for første gang i mange, mange år har jeg ikke tømmermænd 1. januar. Og kan derfor konstatere, at skihop faktisk er utrolig kedeligt! :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...