tirsdag den 27. december 2011

Hjemmestrikkede sokker

Jeg strikkede et par sokker til fantastiske forlovede efter dette mønster.


Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om designet, men de vakte stor begejstring og det er jo det vigtigste.

lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul

Et julebillede af barnet med hjemmelavet nissehue (som allerede er for lille!).

Glædelig jul!


onsdag den 21. december 2011

En lille værtindegave - hindbær/lime marmelade

Her er en lille hurtig værtindegave / julegave til dem, man ikke rigtig er på gave med.


Hindbær/lime marmelade
ca 1 l ~ 4 små glas

  • 900 g hindbær
  • 4 lime
  • ca. 350 g rørsukker
  • 2 tsk rød melatin
Skræl med juliennejern / riv med fint rivejern de 4 lime og pres dem. Kom det i gryden med hindbær og det meste af sukkeret. Kog ca 10 min og mos hindbærrene med et piskeris. Tag en tsk fra, køl det af og smag på det. Smag til med sukker. Når det er sødt nok blandes rød melatin med en tsk sukker og røres i. Kog ½ minut.
Hældes straks på skoldede, evt atamonskyllede glas.

tirsdag den 20. december 2011

Forhæng til kombivognen

Så fik jeg syet forhænget til kombivognen


Jeg har lavet et 6 cm bredt skråbånd af det samme stof som jeg broderede på og syet det på, så der er en løbegang, hvori der er en elastik. I hvert af de nedre hjørner og midt foran er der en krokodilleklips så det sidder fast.

Nu burde der ikke komme kold vind ind på det lille pus når vi går tur!

søndag den 18. december 2011

Små damer på tur...

Jeg er ved at lave et forhæng til kombivognen så det ikke blæser ind på barnet. Den er meget åben og jeg synes ikke, at en hvid stofble pynter synderligt.


Nu skal jeg bare have klippet stoffet til og syet det.

onsdag den 14. december 2011

Hæklet hund - hæklede dyr VII!

Jeg har hæklet en lille hund til en, som meget gerne vil have en hund, men ikke har mulighed for det.

Det er et stykke tid siden, jeg har lavet den, men det er først nu, at den er nået modtageren, og den faldt vist i god jord - herligt!






Opskriften er fra bogen "Vi hækler sjove amigurumier", som i det hele taget har nogle fine opskrifter. Og jeg fik også stiftet bekendtskab med andre typer hæklemasker end fastmasker, og det var sjovt i sig selv.

Jeg har selv tilføjet pletterne og man kan vist diskutere hvor pæne de er! :)

mandag den 12. december 2011

Hindbær cheesecake - "bag" selv

Som dessert til en julefrokost i fredags lavede jeg hindbær cheesecake:


Den lille var til mine gode veninder, som passede barnet så både jeg og forlovede kunne få en friaften.

Opskriften er fra Politiken.

Hindbær cheesecake
(8-10 personer)
  • 400 g hindbær
  • 3 spsk. sukker – eller efter smag
  • 500 g flødeost, evt. light
  • 3 dl piskefløde
  • 10 blade husblas
  • 135 g sukker
  • vaniljesukker
  • 1 lime (usprøjtet)
  • 250 g digestivekiks
  • 100 g smør
Bræk kiksene i mindre stykker, kom dem i en foodprocessor og kør dem, indtil de er som ganske fint rasp. Smelt smørret, og bland det med de pulveriserede kiks.
Massen skal være som fugtigt sand, så tilsæt evt. lidt mere smeltet smør. Kom denne dej i en springform, pres den fast mod bunden og lidt op ad siderne. Sæt den koldt.

Kør hindbærrene til puré på foodprocessoren, og smag til med sukker. Passér massen gennem en sigte, så kernerne sies fra. Udblød 5 blade husblas i koldt vand, smelt dem forsigtigt i en gryde, mens der røres. Når den er kølet lidt af, blandes den smeltede husblas i hindbærpuréen.

Pisk flødeosten igennem med sukkeret samt saft og skal af 1 lime. Pisk fløden til let skum og vend den i ostemassen. Smag til med lidt vaniljesukker. Smelt resten af husblassen, og vend den grundigt i ostecremen. Når bunden har sat sig, kommes cremen i.

Læg derpå store skefulde af hindbærpuré rundt omkring oven på cremen og bland forsigtigt rundt med en kniv eller en lille ske. Der må gerne være striber af ren hindbær og ren creme. Gem lidt af hindbærpuréen og overtræk kagen med den.

Sæt kagen koldt i mindst et par timer.

Uheldigvis kiksede det lidt med husblasen. Jeg tror, det er fordi mine hindbær var meget kolde og husblasen var for varm, da jeg hældte det i. Derfor klumpede det og det hele blev ikke så stift, som det burde. Og når der står, at man skal bruge en springform, så er det fordi de mener det. Det er IKKE nemt at lokke sådan en satan ud af en almindelig form. Derfor lavede jeg chokoladekanten for at dække over mine synder. Og så er hindbær og mørk chokolade meget gode venner! :) Det smagte nu fantastisk uanset, men jeg skal prøve at lave det igen.

Chokoladekanten har jeg fundet inspiration til hos Godte. Jeg temperer dog chokoladen lidt mere på slump. Jeg smelter halvdelen over vandbad til det er godt flydende og hælder det over resten af den hakkede chokolade og rører i det til det hele er smeltet. Det fungerer fint. 

søndag den 11. december 2011

Julemarmelade - opskrift

I dag har vi haft gode venner på besøg til glögg og æbleskiver.

Aebleskiver.jpg
Jeg glemte at tage billeder, derfor her et fra wikipedia. 

Jeg lavede julemarmelade forleden, også fordi jeg skulle bruge en gave til en pakkeleg. I et fint glas, med stof over låget og en håndskrevet seddel blev det en udmærket gave.

Barnet er ikke så vild med at gå i butikker, så det er faktisk nemmere for mig at lave det selv.

Det var primært jordbærsyltetøj, men peppet lidt juleagtigt op.





Julemarmelade
3 små glas

  • 500 g jordbær
  • Skal og saft af 1 appelsin
  • 1 kanelstang
  • Lidt nellikker
  • Hel kardemomme, stødt i morter
  • Sukker efter smag
  • 1 tsk rød melatin
Kom alt undtagen melatin i en gryde og kog det ca 10 minutter. Smag til med sukker. Kom rød melatin i og kog i yderligere ½ minut.
Hældes på skoldede, atamonskyllede glas, som lukkes straks.

Det smager dejligt med æbleskiver og der kommer til at dufte dejligt julet i hele køkkenet! :)

Man kan jo komme andre krydderier i efter smag og lager. Fx vanille eller stjerneanis.

torsdag den 8. december 2011

Lille bitte elefant - Hæklede dyr VI

Så har jeg hæklet en erstatning for den første elefant, som blev hugget på det skammeligste sammen med resten af min barnevognskæde.


Den er jo blevet ret fin, og noget mere ligesom modellen end den første! :)

søndag den 4. december 2011

Babysweatshirt / babytrøje - Sy selv!

Jeg har syet en lille sweatshirt til barnet.

Stof og trykknapper fra Stof2000
Jeg tegnede efter en trøje, han havde i forvejen og tilføjede en lomme på fronten og trykknaplukning i den venstre raglan.


Jeg har primært syet på overlockeren, og det var lidt af en udfordring - det er virkelig noget andet end at sy på en almindelig symaskine!

torsdag den 1. december 2011

Julekalender

Jeg har en tradition med at forære en slikjulekalender til min lillesøster. Det startede med en underlødig chokoladejulekalender af værste slags for 10 år siden og så har det udviklet sig siden...


I år ligger det hele i en julesok af amerikansk tilsnit - hun er nemlig i Canada i år.


Det hele er syet på overlockeren, som var suveræn til at klippe og sy de små poser i én arbejdsgang.

Glædelig 1. december til alle!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...