søndag den 9. oktober 2011

Kaffe-islagkage med nøddemarengs og chokolademousse

Ih, hvor har det været en skøn fødselsdagsweekend!!!

I dag gik vi tur på Kalvebod Fælled med mine forældre og barnevognen i det skønne, skønne vejr. Og i eftermiddag kom mine gamle bofæller fra den gang jeg lige var flyttet til København + deres mænd til boller og kagedame. Fantastiske forlovede insisterede på kagedame à la Vendsyssel, dvs lavet på brunsviger.
Vi bagte den efter Amos fødselsdagsbagebog, og den kom til at se sådan her ud:


Der hvor jeg kommer fra (Østjylland) var kagedamer lavet af bolledej, men sådan er der åbenbart forskel på folk. En af gæsterne i eftermiddag kommer også fra Vendsyssel, og hun mente også, at denne dame var lige i skabet! Det smagte totalt godt på den sukrede, smøragtige måde. Og så har vi øvet os til når vi skal holde børnefødselsdag! :-)

Nå, men egentlig skulle det her indlæg jo handle om den kage, vi fik i går. Og det var den her sag, som jeg lavede i min præ-fødsel kedsomhed for tre uger siden:
Bemærk lagkagefadet: en gave fra mine forældre!
Opskriften kommer fra The French Recipe Cookbook (Carole Clements & Elizabeth Wolf-Cohen), som jeg fik af min au pair familie da jeg rejste for 10 år siden. Så vidt jeg ved er den udsolgt fra forlaget, så opskriften kommer her:

Dacquoise Givrée - Kaffeislagkage med nøddemarengs og chokolademousse
Nok til i hvert fald 8-10 personer

Ingredienser:
100 g ristede hasselnødder
275 g rørsukker
5 æggehvider
Lidt eddike
1 l kaffeis (eller 1 l vanilleis og to shot afkølet, stærk espresso)
Til chokolademoussen:
500 ml piskefløde (man kunne godt nøjes med 300 ml, det bliver et ret tykt lag)
275 g mørk chokolade, smeltet og afkølet
30 ml kaffelikør

Fremgangsmåde:

  1. Tænd ovnen på 180 grader. Tegn 3 cirkler à 20 cm i diameter på 3 stykker bagepapir.
  2. Hak hasselnødderne i en foodprocessor, tilsæt 1/3 af sukkeret og hak til nødderne er fint malede.
  3. Pisk æggehviderne til de er skummende, tilsæt en lille smule eddike, resten af sukkeret og pisk til de danner bløde toppe. 
  4. Vend forsigtigt nødde-melet i og fordel marengsmassen indenfor de tre cirkler.
  5. Bages v varmluft og 170 grader i 1 time til de er faste og tørre. Lad dem køle af i den slukkede ovn og træk bagepapiret af.
  6. Stil isen på køkkenbordet i 15-20 minutter til den kan røres op (evt med kaffen, hvis du ikke kunne finde kaffeis. Hvis det bliver FOR flydende, så stil det tilbage i fryseren til det har lidt struktur igen).
  7. Fordel halvdelen af isen på en marengsbund, læg den næste over, fordel resten af isen og læg den sidste marengsbund på som låg.
  8. Pakkes grundigt ind i vita wrap og kommes i fryseren i mindst 4 timer.
  9. Pisk fløden til flødeskum og fold hurtigt den afkølede chokolade og kaffelikøren i. 
  10. Tag marengskagen ud af fryseren, fordel chokolademoussen og sæt i fryseren igen. Når chokolademoussen er fast, pakkes hele molevitten godt ind i vita wrap. 
  11. Til servering: Tag kagen ud af fryseren mindst 15 minutter før servering, drys med kakao og pynt evt med krøller af hvid chokolade, sukkerhjerter (det var hvad jeg lige nåede). Kan serveres med fx friske hindbær (hvis ikke det var oktober!)
Mmmmnnnnn....
Kagen kan altså holde sig minimum tre uger i fryseren og formentlig længere. Den smager vildt godt og ser ret imponerende ud. Så taget i betragtning af hvor nem den er at lave er det lette point! :)

5 kommentarer:

  1. Hvor ser den lækker ud !

    SvarSlet
  2. Uhhh det ser godt ud for pokker da :)

    SvarSlet
  3. Tak - det var også rigtig godt!

    SvarSlet
  4. Den smager helt afsindigt godt, Astrid, magnifique!!

    SvarSlet
  5. Tak, Jonas. Vi ved så nu, at den kan holde sig i mere end en måned.

    SvarSlet

Tak for din kommentar, loves it!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...