lørdag den 3. september 2011

Chokoladekage med træ

I går var jeg til middag med nogle veninder og havde meldt mig til at tage desserten med. Det blev til denne kage:

Kagen er en lagkage med chokolade-sukkerbrødsbunde (Opskrift fra Politikens Store Bagebog) og chokolademousse-fyld (opskrift fra The French Recipe Cookbook af Clements & Wolf-Cohen). Den er betrukket med fondant, muslingekant af royal icing og så med et chokoladetræ med fondantblomster.

Først bagte jeg bundene og lavede chokolademoussen. Da det hele var kølet af forede jeg springformen med en opklippet frysepose, delte bundene i tre og lagde kagen sammen.

Jeg smed lige nogle frosne blåbær på også.

Det kom så i køleskabet til dagen efter.

Det største arbejde var at lave træet.


Jeg lavede træet af ståltråd og malede det med smeltet, mørk chokolade, to gange.

Jeg lod det så tørre til dagen efter, hvor jeg lavede fondant (500 g flormelis, 1 æggehvide og 2 spk glucosesirup, æltet til konsistens som modellervoks), som jeg betrak kagen med.  Denne gang forsøgte jeg mig med at rulle fondanten ud mellem to opklippede fryseposer, hvilket fungerede, men det var ikke helt optimalt. Kagen blev smurt op med flødeskum med cointreau, som der også var i chokolademoussen.

Af lidt overskydende fondant stak jeg små blomster ud med en udstikker og dustede dem med pink glimmer. De fik en lille klat royal icing (flormelis + æggehvide) i midten og efter jeg havde monteret træet på kagen (med smeltet chokolade) klistrede jeg blomsterne på træet med mere royal icing. Jeg lavede en muslingekant rundt om kagen med pink royal icing og en stjernetylle.

Og så lavede jeg et mislykket eksperiment med det pink royal icing, som jeg så forsøgte at dække med chokoladehjerter. Det var ikke helt optimalt, men sådan går det, når man eksperimenterer!



Kagen vakte stor begejstring, selvom jeg ikke selv syntes, den smagte så godt som den så ud. Jeg skal nok udvikle lidt på chokolademoussen.

I dag har manden og jeg været til Tina Dickow koncert på Carlsberg og til Taste the World i Rantzausgade på Nørrebro. Vi fik smagt en masse forskelligt mad og kigget på endnu mere. Det har været SÅ dejligt at komme lidt ud, selvom jeg så har rigtig ondt i hele bækkenet nu. Så er det jo godt, at min lille computer kan stå på maven mens jeg ligger i sofaen og skriver! :)

3 kommentarer:

  1. Jeg er helt vild med dit chokoladetræ. Nøj, hvor er det fint! :)

    SvarSlet
  2. Tak skal du have, jeg var også meget stolt af det! :)

    SvarSlet

Tak for din kommentar, loves it!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...